GUIDE TIL PERFEKT MØRDEJ
Til 6 stk små tærter Ø10-11 cm eller 1 stor Ø22-24 cm
Tilberedelsestid: 30 min.
Du skal bruge
Grundopskrift til ca 1 tærte
240g mel
80g flormelis
130g smør
1 æg
4g fint salt
Kakaomørdej
215 g mel
100 g flormelis
30 g kakao
130 g kold smør
4 g fint salt
1 æg
Tip
Brug kagehvedemel for ekstra sprød mørdej. Har du ikke det, kan du sagtens lave det med alm.
Fremgangsmåde
Mørdej kan være noget satans værk, men frygt ej! Hjælpen er nær!
Sørg for dit smør er koldt, så er det nemmere at få til at krumme sammen med melet.
Når du har blandet smør, mel, flormelis og salt til en løs crumble, så tilsæt æg og ælt akkurat kun dejen sammen.
Lad den nu hvile på køl, gerne natten over. Mørdej kan laves flere dage i forvejen, og bare ligge og hygge sig på køl. Når dejen er flad, er den lige til at tage frem og rulle ud, hvis den er meget kold så lad den lige ligge ude en 5-10 min.
Når du skal rulle mørdejen er det vigtigt at der er godt med mel på bordet.
Mens du ruller, så sørg hele tiden for at flytte rundt på den, eller vende den, sådan at den ikke hænger fast i bordet.
På den måde kan du ved at rulle og flytte dejen få en tynd flot dej der ikke sidder fast i bordet. Du skal dog have lidt hurtige hænder, for jo varmere din dej bliver, jo blødere og sværere bliver den at arbejde med, og så vil det kræve mere mel, og det vil vi ikke have ind i dejen!
Hvis det skal gå hurtigt, kan du også lige så snart du har æltet din mørdej, rulle den ud mellem 2 stykker bagepapir, og lægge den i køleskabet eller fryseren, så har du lynhurtigt en kold flad dej, du kan bruge.
Bages ved 170C varmluft.
Skal tærtebunden “blindbages” kan du med fordel krølle dit bagepapir, og gøre det vådt (ryst til fri for vand bagefter), så bliver det blødt og former sig helt efter din form. Derefter kan du fylde op med bønner, kikærter, ris eller hvad du nu måtte bruge. Gem evt. det du bruger til blindbagning i en beholder for sig, så har du dem klar til næste gang du bager.
Kakaomørdej
Samme fremgangsmåde som ved alm, kakao tilsættes sammen med melet.
God bagelyst!